Jeg elsker bare dette lækre og bløde babytæppe, med alle disse sjove små boblemasker. Det er et tæppe som både holder baby varm og omgivet af blødhed, men det er også et sansetæppe, som er sjovt for det lille barn at føle på, samt nulre de små bobler.
Tæppet er hæklet i det dejligste bløde Drops Merino Extra Fine, som også har den fordel at det kan maskinvaskes ved 40 grader. Dette er jo i sig selv yderst praktisk til små klistrede babyfingre og utætte blenumser.
Tæppet måler i alt 75 x 95 centimeter, men du kan lave det i en hvilken som helst størrelse efter dit eget ønske. Antallet af masker, som du skal slå op, skal blot være deleligt med 6 + 1.
Dette tæppe er også velegnet til dig som er nybegynder. Blot du har styr på stangmasker og fastmasker, så er du straks igang. Se også den nemme og detaljerede video herunder, som forklarer trinvist i ord og billeder, hvordan du hækler tæppet.
Materialer:
13 nøgler Drops Merino Exsta Fine
Hæklefasthed:
17 masker og 13 rækker = 10 x 10 cm.
Forkortelser:
Lm = Luftmasker
Stgm = Stangmasker
Fm = Fastmasker
M = Masker
Km = Kædemasker
Opskrift:
- Lav i alt 121 Lm
- Lav en stgm i nr. 3 maske fra nålen. Stgm hele rækken.
- Lm og vend arbejdet. Lav en fm i de første 2 m. Lav herefter en boblemaske efter metoden, som er vist i videoen nedenfor. Lav 1 fm i de næste 5 masker lave en boblemaske igen. Fortsæt hele rækken med at lave 5 fm efterfulgt af en boblemaske skiftevis efter hinanden. Lav den sidste boblemaske i rækken i den tredje sidste m. Lm og vend arbejdet.
- Stgm hele rækken. Lm og vend arbejdet.
- Fm i de første 5 m. Lav en boblemaske. Fm igen de næste 5 m. Fortsæt på denne måde hele rækken, med at lave en boblemaske og 5 fm. skiftevis efter hindanden.
- Gentag punkt 3, 4 og 5 til dit tæppe har den ønskede længde. Jeg har til mit eget tæppe hæklet i alt 117 rækker.
- Lav nu en pæn kant på dit tæppe ved at lave 2 omgange med halve stangmasker rundt i kanten. For at afrunde hjørnerne af tæppet laver du 3 hstgm i samme maske i hvert hjørne. Ved anden omgang laver du 3 hstgm i den midterste hstgm i hjørnet.
- Lav til slut en kædemaske i den første maske i omgangen, og luk af.
- Sy alle garnender grundigt ind.
Stort tillykke med dit dejlige bløde bobletæppe. Jeg håber at det vil bringe stor glæde til en lille ny verdensborger 🙂
Blogindlægget indeholder affilierede links.
15 Comments
Kære Marie, sikke et flot tæppe! Jeg er meget lun på tanken om at prøve det af. Dog er jeg stadig lidt uerfaren og vil derfor gerne spørge dig om et par ting mht valg af garn. Jeg har egentlig set mig lidt lun på at prøve Drops Baby Marino til mit næste projekt (rundt omkring på internettet har folk været meget begejstrede for dette garn til netop babytæpper), men jeg kan se på beskrivelsen af Drops Marino Extra Fine og Drops Baby Marino at de er ret forskellige. Kan du hjælpe mig med, om dette tæppe evt kan laves i det garn, og hvordan jeg i så fald skal justere ind?
Her lidt info om de to typer garn
Drops Baby Marino:
Indhold: 100% Uld
Garngruppe: A (23 – 26 masker)
Vægt/længde: 50 gram = ca. 175 meter
Anbefalede pinde: 3 mm
Strikkefasthed: 10 x 10 cm = 24m x 32p
Drops Marino Extra Fine:
Indhold: 100% Uld
Garngruppe: B (20 – 22 masker)
Vægt/længde: 50 gram = ca. 105 meter
Anbefalede pinde: 3,5 – 4 mm
Strikkefasthed: 10 x 10 cm = 21m x 28p
Kære Pernille,
Der er nu ikke den store forskel på de 2 garntyper udover tykkelsen. Det er begge 100% superwashbehandlet merinould. Jeg vil klart anbefale dig at bruge det garn, som jeg henviser til i opskriften. Det giver et tykt og lækker tæppe med fyldige struttende bobler. Ved brug af den anden garntype, må du må prøve at udregne maskeantal, ved at beregne din hæklefasthed med de ønskede mål.
Mvh. Marie
Kære Pernille,
Er i gang med det fine tæppe! 🙂
Kan du huske hvor meget garn der gik til at lave kanten?
Vh, Aide
Hej – den lille baby cardigan – er den strikket oppefra og ned?
Mvh Lene Dandanell
Hej Lene ,
Ja det er den 🙂
Hej Marie
Jeg er i gang med dette fine tæppe. Jeg begyndte og var kommet til anden række med boblemasker. Men kunne se tydelig forskel på de to, da den første række med boble masker havde stangmasker imellem hver bobbel, som der står i punkt 3. Men det er anderledes end hvad du gør i videoen, det bruger du fastmasker imellem hver bobbel i første bobbelrække. Derfor måtte jeg trævle op, fordi den første bobbelrække havde løse bobler, end nr. 2 bobbelrække, da der skal bruge fastmasker imellem. Derfor vil jeg lige gøre opmærksom på, at enten er din video eller din opskrift. Nu er jeg i gang igen og første række med bobbelmasker, er blevet så meget pænere, da jeg bruger fastmasker i stedet for 🙂
Hej Maria. Du skal altid lave fm imellem hver bobbel.
Det er godt nok et lækkert tæppe du har hæklet 🙂
Mange tak 🙂
Hej Marie.
Sikke et fint babytæppe, men desværre er det lavet af 100 % uld, som mit barnebarn ikke kan tåle.
Kan du anbefale et tilsvarende garn uden uld?
Hej Linda,
Jeg kender desværre ikke til noget garn, som er helt tilsvarende. Jeg vil anbefale noget akrylgarn af højere kvalitet. Drops merino Ekstra Fine er dog meget blødt, kradsefrit og føles slet ikke som uld 🙂
Hej
Et meget smukt tæppe, men lige et spørgsmål?
Skal der være en række stangmasker mellem hver række med bobler.
Række 2 på videoen svarer til række 3 i opskriften.
Jeg er noget forvirret, men giver ikke op.
Mvh. Anne
Hej Anne,
Tusind tak skal du have. Ja der skal være en række med Stangmasker imellem hver række med bobler. 🙂
Hej
Hvor meget garn bruger du til at lave kanten?
Hej Klara. Jeg husker det desværre ikke helt præcist, men garnforbruget som er beskrevet er til hele tæppet inkl. kant.
De bedste hilsner Marie