Den klassiske oldemorfirkant forbinder jeg med ren hygge og nostalgi. Tilbage i de glade tressere og de vilde halvfjerdsere, var de et kæmpe hit og blev brugt i vilde farver til stort set alt, fra hippe ponchoer til lækre slumretæpper og meget mere. Nu har det populære mønster fået et stort comeback, og er igen populært som aldrig før. Det er også super hyggeligt, sjovt og nemt at hækle oldemorfirkanter. Du kan enten hækle dem sammen eller hækle én stor ud i et.
Se min nemme og udførlige vejledning og videoguide her, så er du hurtigt igang.
Dette smukke zigzag-tæppe giver et moderne og stilfuldt udtryk til ethvert hjem. Og så er det er langt nemmere og hurtigere at lave end det lige ser ud til. Jeg har lavet en alletiders og udførlig videoguide, som viser præcist hvordan mønsteret laves.
Garnet jeg har brugt hedder Drops Cotton Merino, som er en super blød kombination af eksklusiv merinould og indisk bomuld. Det er 100% kradsefrit og egner sig derfor perfekt til babyer og småbørn.
Mønsteret på dette tæppe, er lavet ved at hækle med stangmasker, som er formet til et zigzagmønster ved at lave indtagninger og udtagninger efter et bestemt interval. Mønsteret er deleligt med 16 + 3, så ønsker du dit tæppe i en anden størrelse skal du blot slå et antal masker op, der er deleligt med 16 og lægge 3 luftmasker til.
Opskrift.
Slå 144 + 3 luftmasker op = 147 luftmasker
Før nålen ind i den 4 maske fra nålen, og lav 7 stangmasker.
Spring 2 masker over og lav igen 7 Stangmasker.
Lav 2 luftmasker og før nålen ned i den næste maske i rækken.
Lav 7 Stangmasker.
Spring igen 2 masker over og lav 7 stangmasker.
Gentag punkt 4, 5 og 6 til du er nået hele rækken hen.
Lav en ekstra Stangmaske i den allersidste maske.
Lav 3 Luftmasker og vend arbejdet.
Før nålen ned i den første maske i rækken, og fortsæt række 2 på samme måde som række 1.
Når du har lavet 4 rækker i samme farve, skal du skifte til en ny farve, ved at binde det nye garn fast inden du slutter rækken af. Lav herefter 3 luftmasker, vend arbejdet og fortsæt række 5 på samme måde, som de øvrige rækker.
Skift på denne måde garnfarve efter hver fjerde række, til du har i alt 72 rækker.
Luk af og sy alle ender ind.
Følg nedenstående instruktionsvideo for en visuel fremstilling af opskriften. Her får du tydeliggjort alle detaljer og en nem og tilgængelig måde.
Dette smukke babysvøb er hæklet i Drops Flora, farve natur 01, som er lavet af 35% superfin alpaca og 65% Peruvian Highland uld. Det er et rigtig hyggeprojekt der tager tid at lave, og som kan nydes til f.eks en god lydbog. Jeg har lavet en lille videoguide, som helt udførligt viser hvordan mønsteret laves til hæklet babysvøb. Der er hæklet i en firkant runde for runde, og du kan blot fortsætte så længe du har lyst, eller til størrelsen passer. Mit eget tæppe måler ca. 70 x 70 cm. Og til dette går der 6 nøgler garn, hvis du bruger Drops Flora.
Køb materialerne til opskriften via nedenstående links.
Lav en løkkemaske og slå 4 luftmasker op med en 3,5 mm. hæklenål.
Lav én stangmaske ned i den første luftmaske, og lav en luftmaske
Gentag 7 gange til du har i alt 8 poster af stangmasker samt 8 luftmasker der separerer dem. Disse kaldes også V-sting.
Luk runden af med en kædemaske.
Start næste runde ved at lave 3 luftmasker, denne tæller som første stangmaske til den første vifte. Du skal nu lave 6 stangmasker ned i v-stinget, så din vifte består af 7 stangmasker.
I næste V-sting skal du lave én enkelt fastmaske og dernæst en vifte af 7 stangmasker i det næste V-sting.
Fortsæt på denne måde hele vejen rundt til du har i alt 4 poster af vifter og 4 poster af fastmasker. Luk runden af med en kædemaske.
I næste runde skal vi danne en ramme med V-sting. Det gøres ved at lave 4 luftmasker, derefter en stangmaske ned i den fastmaske fra forrige runde, som ligger lige bag til. Lav tre luftmasker og én stangmaske samt en luftmaske og en stangmaske mere ned i samme fastmaske. Dette udgør et hjørne til vores firkant.
Lav 5 luftmaske og arbejd ned i næste fastmaske på samme måde som ved punkt 8. Du har nu dit andet hjørne. Gentag helevejen rundt til du har 4 hjørner og 4 strenge af 5 luftmasker. Luk runden af med en kædemaske.
Start næste runde med at lave 3 luftmasker, og lav derefter 6 stangmasker ned i V-stinget fra forrige runde.
I hjørnet skal du lave blot én enkelt fastmaske og derefter en vifte af 7 stangmasker V-stinget ved siden af dit hjørne.
Fastgør nu strengen af luftmasker ved at lave en fastmaske, hvor du tager fat i den midterste del af viften fra runde 2 og omslutter strengen af luftmasker samtidigt.
Lav nu det næste hvjørne på samme måde, som det første.
Fortsæt på denne måde hele vejen rundt til du har 4 hjørner. Slut runden af med en kædemaske
For at starte næste runde skal du lave et enkel V-sting, med en række af 4 luftmasker, samt én stangmaske.
Lav nu 5 luftmasker og derefter et V-sting ned i den fastmaske som udgør dit hjørne fra forrige runde. Herefter et nyt hjørne bestående 3 luftmasker og dernæst endnu et V-sting.
Du skal nu igen have 5 luftmasker og lave et enkelt V-sting ned i næste fastmaske fra forrige runde.
Du kan nu fortsætte rækken på samme måde til du når hele vejen rundt.
Herfra kan du bare arbejde videre på dit svøb til du tilfreds med størrelsen. Hver anden runde laves der en ramme med V-sting og hveranden runde laves der vifter. Det eneste du skal huske på er at der i hvert hjørne skal være henholdsvis 1 V-sting + et hjørne af 3 luftmasker + 1 V-sting mere. Og I rækkerne med vifter skal der i hvert hjørne være én vifte af 7 stangmasker i det førtse V+ én fastmaske i selve hjørnet og én Vifte i sidte V-sting.
Disse dejlige bløde sokker i baby merino uld er en uundværlig del af garderoben til de små babyer . Deres tykke og varme kvalitet holder kulden væk fra de små fusser. Perfekte som barselsgave. Jeg har brugt Drops baby merino i farve 39 lilla orkidé. Et superblødt og garanteret kløfrit garn, perfekt egnet for sart babyhud. størrelsen på denne opskrift er 0-6 måneder
Begynd fra tåen og lav 8 luftmasker. Lav 2 fastmasker i nr. 2 maske fra nålen. Lav 1 fastmaske i de næste 5 luftmasker, og lav 3 fastmasker i den næsste maske. Fortsæt arbejdet på den anden side af dine luftmasker og lav en fastmaske i de næste 5 luftmasker, herefter 1 fastmaske mere ned i den første maske. Du har nu 16 masker
Lav 3 fastmasker i den første maske i runde 2. Lav fastmasker i de næste 7 m, og 3 fm i den næste m, og herefter 1 fm i de næste 8 m. Du har nu 20 masker.
Lav 2 fm i den første maske i runde 3. Fm i de næste 9 m, og 2 fm i næste m. Fm i de sidste 10 m. Du har nu 22 masker.
Du har nu lavet tåen og kan fortsætte med 1 fastmaske i hver maske hele vejen rundt i de næste 8 runder.
Læg sokken fladt ned og sæt en markør i hver side, afmærk 10 sting, som skal udgøre hælåbningen.
Lav 2 fastmasker i den første markerede maske, og lav herefter 11 luftmasker. Spring de næste 8 masker over og lav 2 fm i den sidste markerede maske. Hækl runden færdig med fastmasker.
Fortsæt med at lave 3 runder af fastmasker. Luk med en kædemaske i det sidste sting.
Du skal nu lave ribkanten. Bemærk at ribben arbejdes sidelæns og fastgøres til sokken i slutningen af hver ulige række. Lav 9 luftmasker. Lav herefter 1 fm i nr. 2 m fra din nål og i de næste 7 masker, så du i alt har 8 m. Arbejd kun i de bagerste løkker i maskerne. Fastgør ribben til sokken ved at lave en kædemaske ned i de 2 næste masker i sokken. Drej arbejdet og fortsæt på samme måde på den modsatte side. Når du er nået hele vejen rundt, kan du sy eller hækle ribkanten sammen med kædemasker.
Du skal nu lave hælen på sokken. Fastgør garnet i midten af hælåbningen på bagsiden og fm hele vejen rundt. Fra runde 2 skal du lave en indtagning i hver side af hælen, der hvor du har dine markører. Gør dette i de næste 4 runder. Afslut og sy til sidst det lille hul sammen med usynlige sting. Sy til sidst garnenderne ind.
Du er nu færdig med den første sok og kan fortsætte på samme måde med den næste, så har du bløde sokker i baby merino uld.
For tydelighedens skyld, har jeg også lavet en lille videoguide, som helt præcist og detaljeret viser hvordan du laver disse bløde sokker i baby merino uld. Jeg har her for at demonstrere, brugt Drops Merino ekstra fine, som jeg dog vil mene er for tyk til babysokker, men det tykke garn gør det tydeligere, at vise hvad jeg laver. Med dette garn giver det en størrelse 1- 1 1/2 år.
Savner du et lille nemt hygge projekt til eftermiddagskaffen, så er her et ganske udemærket bud, på et hæklet blødt pandebånd.
Dette smarte pandebånd er hæklet i Drops Lima, farve 0206 (lysbeige) Et super blødt lækkert og varmt garn, som absolut har været mit favoritgarn denne vinter.
Lav først en løkkemaske og lav derefter ca. 80 luftmasker.
Saml derefter maskerne med en kædemaske, så de danner en ring. Pas på at maskerne ikke drejer sig. Prøv ringen rundt om dit hoved for at se om størrelsen passer, juster eventuelt med et par masker fra eller til, så det passer til dit eget hoved.
Du skal nu igang med med runde 1. Her skal du lave en fastmaske i hver luftmaske hele vejen rundt.
Når du er nået hele vejen rundt skal du samle arbejdet med en kædemaske og lave 1 luftmaskefor at danne højden på næste runde. fortsæt på denne på denne på de næste 15 runder.
Luk arbejdet ved at trække den sidste maske lang og klippe garnet, så du har noget at hæfte med. Træk derefter løkken hele vejen til garnenden er igennem og du bare har en lang tråd tilbage.
Sy enderne ind. OBS! Jeg har valgt at bruge bagsiden som front til dette pandebånd.
Find midten af dit arbejde og bestem hvad der skal være front. Når du har fundet midten og fronten af dit arbejde, folder du midten sammen, som en harmonika og syr det fast med et par enkle sting.
Lav nu det lille bånd på fronten af pandebåndet, ved at slå 7 luftmasker op og hækle frem og tilbage 15 rækker. Husk at lave en luftmaske ved hver afsluttet række, for at danne højden på næste række.
Læg det færdige bånd rundt om pandebåndets foldede front og sy det sammen. Sy enderne ind.
Vupti, så har du et blødt pandebånd. Du kan også se min hækleopskrift på et matchende blødt halstørklæde.
Dette dejlige varme blødt halstørklæde/rør er meget nemt og hurtigt at lave, perfekt for nybegyndere.
Røret/halstørklædet er hæklet i Drops Lima, som er en virkelig lækker og blød garnkvalitet i en kombination af 65% Peruvian Highland uld og 35% superfin alpaca. Denne farve er anvendt 0705 (grøn mix) Jeg har selv båret dette halstørklæde igennem hele vinteren både ude og inde på de rigtig kolde dage.
Lav først en løkkemaske og lav derefter 100 luftmasker.
Saml derefter maskerne med en kædemaske, så de danner en ring. Pas på at maskerne ikke drejer sig.
Du skal nu igang med med runde 1. Her skal du lave en stangmaske i hver luftmaske hele vejen rundt.
Når du er nået hele vejen rundt skal du samle arbejdet med en kædemaske og lave 3 luftmasker for at danne højden på næste runde.
Runde 2 laves ved at lave stangmasker hele vejen rundt, men denne gang skal du kun arbejde i de bagerste løkker i singene fra runde 1. Denne fremgangsmåde giver de rillede design i halstørklædet.
Førtsæt på denne måde i 21 runder eller mere hvis du ønsker et længere rør.
Vi anvender cookies for at kunne give dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Dine oplysninger kan blive delt med 3.part som f.eks. Google og Facebook. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage.acceptér